Farvel og tak!

Så er ekspeditionen afviklet, og de to sidste medlemmer på vej hjem. Årets feltarbejde har været en stor succes, takket være vejret og Grønlands Kommandos store support.

De af ekspeditionens medlemmer, der endnu var tilbage mandag aften, fejrede den vellykkede sæson med en god middag på hotellet i Narsarsuaq.

Velbekomme…og på gensyn til oktober, når en mini-ekspedition skal til Ikkafjorden og tappe data fra auto-loggeren ved Lejrfeltet.

Hvor kommer de fra (2)?

 

Nogle mikroalger bestemmes på den måde, deres ydre er delt op i plader. For at kunne se strukturerne, farves algerne med et fluoriserende stof (foto: Niels Daubjerg)

 Algefolkene stiller sig det samme spørgsmål, som mikrobiologerne gør: Hvor kommer de fra…mikroalgerne i ikka-søjlerne, altså. Den mest nærliggende tanke er, at det er fritplaskende plankton fra havet, der er drevet forbi og har fundet et godt sted at sidde. Sådan er det bare ikke. Det ved Niels. Han har nemlig sejlet op og ned ad Ikkafjorden de sidste 12 dage med sit planktonnet for at fange mikroalger. Algerne er endt under hans mikroskop, hvor han har fotograferet, filmet og forsøgt at bestemme de små planter. I oversavede stykker af ikka-søjler kan man ofte finde blågrønne bånd. Det er en mikroalge, som hans kollega Aase Kristiansen fra ekspeditionerne i 1990erne fandt ud af var en ny art. I de forløbne par uger har dykkerne fundet rødvinsrøde bånd i knækkede ikka-søjler. De alger, Niels isolerede fra disse bånd, er sandsynligvis også en ny art…han bliver i hvert fald meget ivrig, når vi snakker om de røde bånd. Hans foreløbige konklusion er, at algerne må komme fra kilderne på land eller fra havisen…samme konklusion som mikrobiologerne også er nået til for bakteriernes vedkommende. Dobbeltbillede

Katastrofe på Atollen

Hundredvis af bjørnedyr har ladet livet…ligeså blåmuslinger. Den første spand ikait-sand, jeg hentede op fra Atollens lavvandede plateau, var fuld af afsjælede bjørnedyrs kitin-skaller. Synet gennem mikroskopets okular talte sit eget sprog. Det var tydeligt for Majken og Reinhardt, at de var vidne til resterne af en massiv masseuddøen. Men hvad var der mon sket…?

Bjørnedyr tilhører de dyr, der ikke kan ses med det blotte øje, men er for store til at være bakterie-størrelse. Og det er jo ellers nogle hårdhudede skabninger. Man kan byde dem næsten hvad som helst, og det har biologerne også gjort…de overlever som regel. Nedkøling til minus 80 grader er ikke noget problem; nogle bjørnedyr kan endda klare den tvivlsomme ære at blive frosset ned i nærheden af det absolutte nulpunkt. Udtørring er heller ikke noget problem. Tilsæt en dråbe vand, og de popper op igen.

Så hvad pokker er der sket? Både min meddykker Richard og undertegnede har set bobler boble op fra Atollens plateau. Er det svovlbrinte, som jo er temmelig giftigt? Næppe…for de prøver vi har taget, lugter ikke af rådne æg. Richard fik taget en halv flaske gas-prøve, så svaret på hvilken luftart der bobler, vil komme i løbet af nogle få måneder. Videnskabsfolkene hælder mere til, at det er ferskvandschok, der har taget livet af kræene. Ved laveste vandstand er der kun ca. 10 cm vand over Atollen… og det er ferskvand.

Heldigvis fandt vi i efterfølgende prøver masser af sprællevende bjørnedyr, der lever glimrende i det ikait-sand, der klæber til muslingernes klistrede tråde. Så spørgsmålet om årsagen til katastrofen må vente lidt med at blive opklaret.

Bobler fra Atollens top-plateau. Foto: Richard Martin

Finale

Idag har vi pakket grej i container, lagt frysegods i fryser og samlet op på de forløbne par ugers arbejde. Frysegodset er bakterier, alger, ikka-søjler, kildevand og andre ting, der skal holdes frosset, indtil det skal undersøges i laboratorierne. Så nu er vi ved at indstille os mentalt på at skulle hjem…vejret er alligevel også blevet som det var under sidste års feltarbejde: Vådt og blæsende.

Imorgen sejler vi sydpå mod Narsarsuaq, flyvepladsen og et Air Greenland til København på tirsdag.

Hvor kommer de fra (1)?

Billedet af havisen er ikke fra Ikkafjorden og er hugget fra MRCC Grønnedals arkiver.

Til trods for at vandet, der løber inden i søjlerne, har samme pH som afløbsrens, så eksisterer der både mikroalger og mikroorganismer i søjlerne. Stougaards gruppe har fundet ud af, at bakterierne stammer fra havet, antarktis og de østafrikanske soda-søer. Hvordan i alverden er de havnet i ikka-søjlerne?! 

Omgivelserne ligner ikke det indre af søjlerne. Fjordvandet, som søjlerne vokser i, har en pH på ca. 8,2, så der er et stykke op til afløbsrensen med en pH på 10,5. Kilderne på land har en pH på ca. 6-7 og er ferskvand uden de mange salte, der findes i søjlevandet. Selvom kilderne på land og det indre af en søjle er to helt forskellige levesteder, så er kilderne noget af det, Peter Stougaard og Anders Priemé skal undersøge nærmere.

De var et smut i det grønne fjeld i forgårs for at samle vandprøver fra de rislende kilder. Hjemme i laboratorierne i København skal de undersøges for bakterier. Målet er at opstille DNA-profiler for kildebakterier og for søjlebakterier. Er profilerne ens, er der en sammenhæng.

Men hvordan er bakterierne så kommet op i kilderne…?

En anden mulighed er, at bakterierne har været passagerer under havisen. I den helt lille målestok er havisen nemlig nogle steder næsten lige så basisk, som det indre af ikka-søjlerne. Når algerne på undersiden af isen fotosyntetiserer, fjerner de kuldioxid. Når kuldioxiden forsvinder, kan pH stige helt op til omkring 10…næsten det samme som i en ikka-søjle. Så måske er det havisen, der har podet mineralsøjlerne med alger og bakterier.

Til vinter skal en ekspedition blandt andet samle prøver under isen for at kigge nærmere på denne teori.

Sidste stik…næsten

Sådan kan Ikkafjorden også se ud!…(det gjorde den i formiddags)…

Kunsten består i at vifte myriaderne af myg væk med den ene hånd, samtidig med at den anden hånd smækker helmasken på ansigtet. Det lykkedes ikke igår…der kom en myg med på dykning. Jeg fik øje på den allerede, da jeg var på vej i vandet…den sad i øverste venstre hjørne. Mit håb var, at den ville blive stresset over at komme under vand og derfor ikke ville stikke…ha! Tværtimod havde den nu god tid til at finde et sted at stikke snablen i. Stedet var under det bløde kød ved mit venstre øje, som selv idag er hævet og rødt. Eneste formildende omstændighed var, at der ikke var to myg…

Målet med gårsdagens dyk ved Lejrfeltet var, at få firet en 80 kg tung tromle med en auto-logger + batteri ned på bunden. Et par ledninger fører fra tromlen ud til en tyk ikait-søjle, som vi sidste år anbragte tre sonder i. Sonderne måler pH, temperatur, saltholdighed og ilt inden i søjlen. Auto-loggeren skal logge data fra sonderne det næste års tid, eller til vi kommer næste gang, hvor tønden så skal hives op og tømmes for data. Og atter sættes på bunden for at logge videre…

Ofte er det meget nemmere at udføre den slags operationer ved skrivebordet end i vandet. Men vores taktik viste sig at holde stik igår. Tromlen blev firet langs klippen ned i vandet, hvor jeg styrede den over knaster og ned på bunden på ca. 6 meter vand. Her lagde den sig på siden, halvt begravet i slammet. Og der bliver den…

Sidst på eftermiddagen underholdt John Arsuk med skrøner og røverhistorier på Ivittuut Mineral og Minemuseum. Museet ligger i den gamle mineby, hvor der blev brudt kryolit i ca. 150 år, og er en perle for mineral-interesserede…og alle andre. Ivittuut er et af de steder på Jorden, hvor man har fundet flest forskellige mineraler indenfor så begrænset et område.

Det begynder så småt at lakke mod enden…vi skal hjem i næste uge. Nogle er allerede taget afsted: Bo skal holde hovedfagskursus på Arktisk Station, STV-folkene skal hjem og redigere deres mange timer film, så der kan komme en flot oplevelse ud af det, og Karen og Per skal hjem…efter 4 uger i Grønland.